Til KoyoCon kommer der rigtig mange forskellige mennesker. Derfor bedes i vise hensyn til hinanden, så KoyoCon kan være et trygt event for alle.
Opbevaring, indtagelse og at være påvirket af alkohol og/eller stoffer på arrangementets område er forbudt medfører øjeblikkelig udvisning.
Spørg altid før du krammer, fotograferer eller filmer specifikke personer.
Ingen stalking/forfølgelse. Vær sikker på at de mennesker du følger ønsker dit selskab.
Optag ikke toiletterne unødigt til lægning af makeup og bodypaint, og gør ordentlig rent efter dig.
Brug faciliteterne ansvarligt og respektfuldt så der ikke forårsages skader på lokation og udstyr.
Benyt folks ønskede pronouns – og spørg hvis du er i tvivl.
Alle toiletter må benyttes af alle, uanset hvad der stå på døren.
Symboler og påklædning som kan forventes forvekslet med hadefuld symbolik (se generelle regler), såsom det buddhistiske manji, må kun benyttes i sammenhæng med tydelig oplysning om symbolets betydning.
Vi skal altid tage hensyn til hinanden. Føler man sig generet af en anden deltager, opfordres man til at tage kontakt til en arrangør til at håndtere sagen. Som udgangspunkt forsøger vi at løse problemerne via en samtale, men ved repetitive sager kan vi udelukke vedkommende fra det pågældende- og fremtidige arrangementer.
Koyos fotografer vil i løbet af KoyoCon tage en masse stemningsbilleder til brug på vores hjemmeside, sociale medier og markedsføring. Billeder med personer i fokus vil altid kun blive taget med den disses accept, og kan til enhver tid slettes hvis den affotograferede person ønsker det. Koyos fotografer kan identificeres ved at de bærer et officielt KoyoCon navneskilt med navn. Ønsker man et eller flere billeder slette bedes man kontakte Koyo på [email protected]
Af hensyn til barnet selv og andre deltagere, må børn til og med 3 år ikke overnatte i sovesalene.
Børn under 15 skal være ifølge med en voksen. Barnet må gerne bevæge sig rundt til arrangementet på egen hånd, men det forventes at de har en voksen som er at finde på arrangementets område.
Børn under 10 år kan komme ind gratis.
Der må aldrig ryges indenfor til Koyos arrangementer, og rygere skal holde afstand til andre gæster omkring indgange og udendørs opholdsområder.
Til KoyoCon må der kun ryges i det markerede rygeskur.
Alle symboler, påklædning og skiltning som støtter organisationer associeret med forskelsbehandling, had, kriminalitet eller vold, er ikke tilladt. Dette inkluderer nazistiske hagekors, rocker logoer, terror-organisationer mm.
Modarbejdelse inkluderer, men er ikke begrænset til:
Bevidste handlinger som gør Koyos arrangementer til et utrygt sted at være for gæster såvel som frivillige.
Bevidst at sprede dårlig omtale om foreningen, med henblik på at skade foreningens billetindtægter, medlemsoptagelse eller erhvervelse af frivillige kræfter.
Skulle det efter dialog med parten være tydeligt at der er tale om bevidst skadelige handlinger, vil dette medføre fjernelse af armbånd og billet, samt eventuelt opsigelse af medlemskab, jævnfør foreningens vedtægter.
I grove tilfælde politi anmeldelse.
Brud på dansk lovgivning vil som minimum altid medføre øjeblikkelig fjernelse af armbånd og billet, og i alvorlige tilfælde vil overtrædelsen blive politianmeldt.
Dette inkluderer, men er ikke begrænset til følgende punkter:
Hærværk
Tyveri
Medbringelse af våben/airsoft
Blufærdighedskrænkelse
Diskrimination
Samleje og Nøgenhed
Samleje er forbudt på alle områder tilknyttet arrangementet, inklusiv sovesale og omkringliggende udendørsarealer. Ligeledes af hensyn til andre deltagere er offentlig nøgenhed ikke tilladt til Koyos arrangementer. Kostumer skal som minimum altid dække kønsdele.
Forskelsbehandling
Diskrimination, fx på baggrund af etnicitet, neuro-diversitet, fysik eller kønsidentitet er ulovligt. Det er derfor til KoyoCon ikke tilladt at farve sin hud for at efterligne en anden menneskelig hudfarve end sin egen.
I Koyo sætter vi ingen regler for størrelse, materialer eller andet som udgør dine props, når det medbringes til vores arrangementer. Vi forventer blot at du på forhånd har sat dig ind i, og overholder dansk våbenlov.
I Koyo er vi hverken jurister eller våben-specialister, og vi kan derfor ikke rådgive dig i hvorvidt din prop overholder dansk lovgivning. Vi vil dog rigtig gerne hjælpe dig med at finde de rigtige ressourcer, så tøv ikke med at smide os en mail alligevel!
I første omgang henviser vi til denne guide udformet af landsforeningen Bifrost, som er skrevet specifikt til udklædnings-hobbyer som cosplay. Du finder den på følgende side:
Guides og håndbøger
Siden Koyo ikke er kvalificeret til at godkende din prop, vil du derfor heller ikke møde et såkaldt “våben-check” ved indgangen til connen. Du har derfor selv ansvaret for sikkerheden af alle dele af dit cosplay.
Oplever vi at du med dit prop fremstår truende, utryghedsskabende eller potentiel farlig for de andre deltagere, vil vi dog bede dig om at lægge dit prop væk. Vi ved selvfølgelig at det sjældent er nogens hensigt at gøre andre utrygge, og vi hjælper derfor gerne med sikkert at opbevare din prop indtil connen er overstået, hvis du ikke selv har mulighed for det.
Bevæger du dig uden for connens område, skal du være opmærksom på at de fleste mennesker ikke nødvendigvis forventer at se attrapvåben i hverdagen, og derfor skal der mindre til at gøre folk utrygge end på connens område. Vi opfordrer jer derfor til at tildække mere realistiske attrapper i transporten til/fra connen, samt at opbevare den i vores garderobe, hvis du skal uden for connens område.
Selvom politiet plejer at være forstående over for vores hobby, vil det stadig være en ubehagelig oplevelse for alle parter hvis politiet skal kaldes.
Af hensyn til scene sikkerhed, kan der være særlige regler for rekvisitter når du deltager til cosplay-showet eller craftsmanship. Check derfor de specifikke regelsæt for konkurrencerne, da disse kan variere.
Du kan altid kontakte Koyos bestyrelse eller hovedarrangører hvis du, dit barn eller en af dine venner oplever problemer med en anden gæst eller frivillig, eller bliver udsat for noget ubehageligt under et af Koyos arrangementer. Du behøver aldrig at stå med en ubehagelig sag eller konfrontation alene.
Det er altid nemmest for os at hjælpe hvis du tager kontakt til os så hurtigt som muligt efter episoden har fundet sted. Hvis det ikke har været muligt at få fat i en arrangør under det pågældende arrangement, så kan du efterfølgende tage kontakt til bestyrelsen på følgende email: [email protected]
Vi kan ikke love, at vi behandler din henvendelse 100% som du ønsker det, men vi kan love at vi altid lytter og tager din henvendelse seriøst. Vi vil altid gøre vores bedste for at møde dig, der hvor du har brug for det.
Din sag bliver ikke overdraget til nogen uden for bestyrelsen eller din kontaktperson uden dit samtykke.
Såfremt sagen omhandler et bestyrelsesmedlem, eller du af anden årsag ikke føler bestyrelsen har håndteret din sag tilfredsstillende, så kan du efterspørge at få sat et dialogmøde op, styret af en ekstern mediator. Denne person vil være erfaren i håndtering af sager om trivsel og tryghed, og vil selvfølgelig være helt upartisk i sagen.